På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Ny rapport om transaktionsomkostninger: Rådgiverbranchen topper listen over særligt hårdt ramte brancher

Center for forskning i Offentlig-Privat Samspil på RUC (COPS) har i dag offentliggjort rapporten ”Private virksomheders transaktionsomkostninger ved deltagelse i offentlige udbud”, der viser, at rådgivervirksomheder har langt højere udbudsomkostninger end de andre undersøgte brancher.

I forbindelse med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens konference ”Hvad er prisen?” den 28. august, udgiver Center for forskning i Offentlig-Privat Samspil på RUC (COPS) en ny rapport omkring private virksomheders omkostninger forbundet med deltagelse i udbud.

Rapporten viser bl.a., at når rådgivervirksomheder afgiver tilbud til det offentlige, så bruger de hver i gennemsnit, hvad der svarer til 9 pct. (!) opgavens værdi. Typisk afgiver 5-6 virksomheder tilbud, og regnestykket viser, at tæt på halvdelen af en opgaves værdi går til at forholde sig til udbudsmaterialet, deltage i dialogmøder og afgive tilbud. Altså inden, der er fundet en vinder, der kan begynde at løse opgaven.

- Det er et voldsomt – og helt unødvendigt - ressourcespild, forskerne dokumenterer. Vi har længe hørt fra vore medlemmer, hvor galt det står til med udbudsomkostninger i rådgiverbranchen, så det overrasker mig desværre ikke. Det er ærgerligt, ikke mindst fordi de offentlige indkøbere, der tilrettelægger udbuddene, med få enkle midler kunne sikre et lavere tids- og ressourceforbrug for både rådgiverbranchen og dem selv, siger branchedirektør Henriette Søltoft.

Hun forklarer, at det presser rådgiverbranchen, men også er et problem for skatteborgerne, fordi de omkostninger, branchen har til at producere deres ydelser, til en vis grad vil blive lagt oven i prisen:

- Ressourcespildet er i øvrigt ikke kun et problem for rådgivervirksomhederne. Det er også et samfundsproblem, fordi de omkostninger, som rådgiverne har, til en vis grad bliver afspejlet i priserne. Desuden viser tal fra DI Rådgiverne, at otte ud af 10 rådgivervirksomheder ofte eller nogen gange helt lader være med at byde på opgaver i det offentlige, alene fordi ressourceforbruget er ude af proportioner, tilføjer Henriette Søltoft.

Resume af forskningsrapporten

Størrelsen af virksomhedernes transaktionsomkostninger
Rapporten viser, at:

  • Virksomhedernes transaktionsomkostninger varierer betydeligt på tværs af de otte brancher, som er undersøgt.
  • De gennemsnitligt højeste transaktionsomkostninger findes i rådgiverbranchen, hvor den enkelte virksomheds transaktionsomkostninger i gennemsnit udgør cirka 9 procent af kontraktværdien.
  • De næsthøjeste tilbudsomkostninger findes inden for IT-branchen og udgør cirka 5,5 procent af kontraktværdien.
  • For at udregne de samlede tilbudsomkostninger, skal tilbudsomkostningerne for alle de virksomheder, der deltager i et udbud, lægges sammen. De samlede transaktionsomkostninger for rådgivervirksomheder ligger således i lejet 45 procent af kontraktværdien.

Forklaringer på virksomhedernes transaktionsomkostninger
Analysen viser, at:

  • Større virksomheder med 500 ansatte eller derover har signifikant lavere transaktionsomkostninger ved at byde på offentlige opgaver.
  • Større kontrakter er i gennemsnit forbundet med signifikant lavere transaktionsomkostninger for virksomhederne.
  • Der er i gennemsnit signifikant højere transaktionsomkostninger ved genudbud af en opgave sammenlignet med førstegangsudbud. Det kan eventuelt skyldes, at konkurrencen om opgaven er hårdere og kravene til tilbuddet derfor højere, hvis opgaven allerede er blevet udbudt til en virksomhed.
  • Virksomhedernes transaktionsomkostninger er i gennemsnit højere, hvis der anvendes andre tildelingskriterier end pris. Det indikerer, at det er mere omkostningsfuldt for virksomhederne at beregne, skrive og afgive et tilbud, når den offentlige ordregiver tildeler under hensyn til en blanding af pris, kvalitet og øvrige forhold.
  • Transaktionsomkostningerne afhænger også af, hvem den offentlige ordregiver er. Virksomhederne indrapporterer i gennemsnit lavere transaktionsomkostninger ved udbud gennemført af regionale myndigheder, herunder hospitaler, end udbud gennemført af kommuner, statslige myndigheder samt offentlige selskaber/selvejende institutioner.
    Virksomheder, som ikke byder på offentlige udbud

Analyserne viser:

  • Den væsentligste begrundelse for ikke at deltage i offentlige udbud er, at virksomhederne oplever det som for tidskrævende eller for omkostningsfuldt.
  • Der er også en stor del af virksomhederne, som ser offentlige udbud som forbundet med for stor usikkerhed.
  • Endelig er der forholdsvis mange virksomheder, der vurderer, at udbudsmaterialet er komplekst og svært at gennemskue.

Rapportens analyser bygger på en spørgeskemaundersøgelse udsendt til 4.112 virksomheder inden for otte brancher: anlægsentreprenører, byggeentreprenører, murere, tømrere, rådgivere, facility management/rengøring, sundhed/ældrepleje og IT-branchen. Godt en tredjedel af virksomhederne har besvaret hele eller dele af spørgeskemaundersøgelsen.

Rapporten belyser de samlede ex-ante transaktionsomkostninger ved offentlige udbud. Det er de omkostninger, virksomhederne afholder fra den indledende dialog med ordregiver indtil tilbudsafgivelse og eventuel kontraktunderskrift.

Find hele rapporten her: Private virksomheders transaktionsomkostninger ved offentlige udbud

DI Rådgiverne har fremlagt fire forslag til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med det formål at øge indkøbernes kendskab til, hvad de kan gøre samt ændre udbudskulturen og incitamenterne i det offentlige.
I DI Rådgiverne har vi længe peget på de urimeligt høje transaktions-omkostninger, som branchen bliver mødt af, når de byder på opgaver i det offentlige.

DI Rådgiverne har sammen med IKA – Foreningen af Offentlige Indkøbere – udgivet pjecen ”18 gode råd til køb af rådgiverydelser”
Kontakt:
Kontakt image
Branchedirektør
Tlf: +45 3377 3654
Mobil: +45 2088 3919
E-mail: hesdi.dk
Kontakt image
Fagleder
Tlf: +45 3377 3569
Mobil: +45 2465 8422
E-mail: knadi.dk
PUBLICERET: 28-08-2017 OPDATERET: 28-08-2017